“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Søstre (18. august 2016)

Anbefaling

Når japanske film kommer til Danmark, er de som regel værd at se. Det gælder både de store dramaer som Yōjirō Takita’s smukke ”Departures” fra 2008 eller Hayao Miyazaki’s mange animationsfilm, som fx ”Chihiro og heksene” fra 2001.

”Søstre” er ingen undtagelse. Her er både noget til hjernen og hjertet, men man skal hverken forvente mange grin eller flyvende kastestjerner. ”Søstre” er et smukt drama om ansvar og familie. Kan varmt anbefales til alle, som ikke har plakater af Sylvester Stallone eller Adam Sandler hængende derhjemme.

Analyse

I et gammelt hus bor tre søstre. Ja, det er egentlig filmens forudsætning, men for ikke at falde lige ned i klichéerne om hekse og pebermøer, har man klogeligt valgt at starte filmen udenfor huset. Vi møder i første omgang den næsteældste søster Yoshino, som har overnattet hos en kæreste og kommer dumpende hjem lige til morgenmaden.

Ret hurtigt finder vi ud af, at søstrenes far er død, og de inviteres til begravelsen. Søstrenes forældre gik for mange år siden fra hinanden, og faderen var gift med sin tredje kone, idet kone nummer to er død i mellemtiden. Forholdet til faderen har været distanceret, og de har ikke set ham i mange år. Moderen ser de også kun sjældent, da hun fik en depression efter skilsmissen. Det er primært deres moster samt den nu afdøde mormor, som har stået for opdragelsen.

Da de dukker op til begravelsen, møder de Suzu, som er datter fra faderens andet ægteskab. Hun er nu forældresløs, og i et udslag af sjælden spontanitet tilbyder den ældste søster, Sachi, at Suzu kan flytte med og bo med de tre andre søster. Tilbuddet modtages positivt, og herfra følger filmen de første par år, hvor de nu fire søstre skal bo under samme tag.   

De tre ældste søstre udfylder hver især en rolle og en personlighed i relation til den yngste søster.

Den ældste søster, Sachi, er den klassiske storesøster, som vi også genfinder hende i Søs i ”Far til fire”. Alvorlig, ansvarlig og korrekt. Hun har måttet overtage forældrerollen, da forældrene forsvandt. Hun optræder i stilrent og lidt kedeligt tøj. Håret er samlet i en praktisk hestehale. Når hun ikke passer sine søstre, arbejder hun på et sygehus som sygeplejerske.

Søster nr. 2, Yoshino, er rebellen. Drenge og sprut fylder meget i hendes hverdag. Hun udfører mindst muligt i hjemmet, og hun kommer ofte i klammeri med Sachi om de huslige gerninger. Hun klæder sig noget mere vovet, og håret er både udslået og farvet/bleget. Når hun ikke fester eller sover, har hun job i en bank, hvor hun i løbet af filmen når at avancere fra skranken og til låneservice.  

Søster nr. 3, Chika, er den drengede lillesøster, som har navigeret mellem de to ældre søstre med en ligefrem friskhed. Hun tuller rundt i jeans. Håret er sat i en sjusket knold, og hun tjener pengene som assistent i en lille sportstøjsforretning, hvor hun er kærester med ejeren, som er tidligere bjergbestiger.

Det er især Sachi, som vi følger igennem filmen. Hun har ofret utrolig meget for, at den lille familie har kunnet overleve, og hun har igen og igen tilsidesat sine egne behov. Hun har utrolig svært ved at udtrykke sine følelser, og da hun efter et opgør med moderen forsøger at åbne sig, kan man mærke den fysiske trykken for brystet helt ud i biografsalen.

De tre søstre gennemgår hver især en udvikling, hvor de mere og mere nærmer sig hinanden, og det hele er centreret omkring den nye lillesøster, som indeholder elementer af hver af de ældre søstre. Hun både laver sine lektier og huslige gerninger, har en skolekæreste og spiller fodbold. Ved hver især at bidrage med en bid, får Suzu den komplette opdragelse af de tre søstre.

Filmen er instrueret af den fremragende Hirokazu Koreeda (”Nobody Knows”, ”Like Father, Like Son”). Koreeda er en komplet instruktør, som både besidder et skarpt øje for personinstruktion, men som samtidig kan fortælle en historie og komponere utroligt smukke billeder.

På den tekniske side kan man bl.a. nyde, hvordan han udnytter bevægelsen i billedet til at signalere udvikling og fremgang (mod højre) og resignation og hjemrejse (mod venstre). Fx de tilbagevendende togrejser er eksempel på dette.

Karakter

Uden at nå helt op, så er dette en fremragende film. Instruktionen er sikker, og skuespillet er fantastisk. Man savner dog lidt kant i historien, og det hele bliver lidt for rart. De potentielle spændinger bliver pænt lagt under låg, og opgøret udebliver. Fem popkorn kan det blive til.