“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Love & Friendship (18. august 2016)

Anbefaling

Man behøver ikke være den store Jane Austin fan for at kunne nyde ”Love & Friendship”. Der er tale om en frisk komedie, som med 1800-tallet som baggrund på en let og underholdende måde udstiller både mænd og kvinders akavede forsøg på at finde en partner i tilværelsen.

Du går ikke forgæves, hvis du tager en aften i biografen i selskab med Kate Beckinsale og Co. Du skal dog hverken forvente lange passager med slapstick eller dybe scener, der lægger op til dybsindige fortolkninger.  

Analyse

Vi kommer ind i historien, da den unge enke Lady Susan Vernon i hast må forlade familien Manwarings gods. Uden at få detaljerne bliver det gjort klart, at Lady Susan Vernon nok har haft mere kontakt med Lord Manwaring, end det måske lige passer sig. Lady Susan Vernon spilles fremragende af Kate Beckinsale (”Pearl Harbor”, ”The Aviator”, ”Underworld I-IV”). Efter de seneste år mest at have optrådt som mut vareulvejæger, var man begyndt at mistænke Kate Beckinsale for at lide af den samme ”jeg-kan-ikke-smile”-sygdom, som fx har ramt Kristen Stewart. Heldigvis viser Bckinsale i ”Love & Friendship”, at der er mere i hende end det.

Lady Susan Vernon rejser videre til sin svoger, Lord Charles Vernon, og frue. Her møder hun den unge Reginald DeCourcy, som hun straks kaster sig over. Det hele bliver noget mere speget, da Lady Susans datter, Frederica, dukker op efter at være stukket af fra sin kostskole. Og helt galt går det, da Fredericas utålelige bejler, Sir James Martin, uanmeldt gør sin entré for at fortsætte sine tilnærmelser. Den både naive og komplet tåbelige Sir James Martin spilles fantastisk af Tom Bennett. Med en glad og fuldstændig uvidende tilgang til selskabslivet sætter han i den grad gang handlingen. Særligt en diskussion om Biblens 10 bud – eller var det 12 – er utrolig morsom.

”Love & Friendship” er instrueret af den forholdsvis ukendte Whit Stillman (”Metropolitan”). Der er ikke tale om en instruktionsmæssig åbenbaring, og personudviklingen er både stiv og noget flad. Det lader ikke til, at personinstruktion er Wittmans store styrke. Det lykkes dog at holde et godt tempo i filmen, hvad der ellers kan være en udfordring, når man filmatiserer bøger. Både billed- og lydsiden er meget traditionel.

Som et lille surt opstød skal det nævnes, at de enkelte figurer introduceres med en tekst i bunden af billedet. Undertegnede kan godt leve med denne lidt simple introduktion, men det er en grov fejl, at teksten er oversat med hvide danske tekster, som er lagt oven i den engelske tekst. Dette giver et sammensurium af engelsk og dansk tekst, som er decideret svær at læse.

Karakter

Vi er ovre i den lette genre, men der er tale om en fin lille komedie. Kate Beckinsale og Tom Bennett leverer fremragende præstationer, som giver den stive baggrund et tiltrængt pust. Man bliver grebet af både historien og de karikerede stereotyper, og det bliver til fire popkorn.