“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Suicide Squad (11. august 2016)

Anbefaling

Hvis du ikke kan få nok af superhelte i farverige gevandter og kække one-liners til en baggrund af eksplosioner og ødelæggelse, skal du gå ind og se ”Suicide Squad”. Hvis du samtidig savner lidt bredde i DC-universet, så er dette lige filmen for dig.

Når det er sagt, så er dette ikke en kommende superhelte klassiker. Du skal ville DC-universet og endnu en inkarnation af Jokeren. Og hvis du synes, at der er for meget kappeklædt syretrip i biograferne, så hold dig væk fra ”Suicide Squad”. Den har ingen filmiske kvaliteter, som kan begrunde, at andre en superhelte-fans bør gå ind og se den.

Analyse

Den amerikanske superhelte-tegneserieindustri har i mere end en menneskealder været en kampplads mellem de to store tegneseriehuse, DC (Detective Comics) og Marvel, som hver især vedligeholder et univers, der er adskilt fra modpartens.

Marvel har nydt godt af Stan Lee’s kreative hjerne, som har givet dem superhelte som Edderkoppen, Projekt X (X-men), De Fantastiske Fire, Jernmanden (Iron Man), Kaptajn Amerika og Hulk. Marvel har på denne måde levet af en myriade af fantastiske superhelte med en broget baggrund og mere eller mindre anvendelige superkræfter.

DC’s superhelteunivers har især været domineret af de to ”store”, nemlig Superman og Batman. Flankeret af folk som Grønne Lygte, Robin, Lynet og Wonder Woman – og med modstandere som Lex Luthor og Jokeren, har de to store holdt et univers flydende, som ellers på mange måder har stået i skyggen af Marvel.

Der har været flere forsøg på at overføre superhelteuniverset til det hvide lærred. Frem til slut 70’erne var det kendetegnende for alle forsøg, at de var eklatante fiaskoer. I 1978 kom DC så med det, som mange den dag i dag stadig anser for at være den rigtige film om Superman. Christoffer Reeve var Superman med spytkrølle og blå øjne. På rollelisten fandt man Marlon Brando samt Gene Hackman og Richard Donner (”The Omen”, ”Dødbringende våben”) stod bag kameraet. En moderne klassiker var født. Op gennem 80’erne pressede DC alt det de kunne ud af en filmserie, som landede på fire film, og som desværre blev progressivt dårligere. Efter den 4. film i 1987 røg Superman på hylde, men DC havde fået blod på tanden, og de vendte sig mod den anden af de to store.

I 1989 udkom ”Batman”. Med Tim Burton bag kameraet og Jack Nicholson som Jokeren blev ”Batman” en øjeblikkelig verdenssensation. Stilen var mere dyster. Batman er vokset ud af mordet på Bruce Waynes (Batmans civile navn) forældre, og Gotham har altid været DC-universets centrum for ond- og galskab. Nicholsons Joker kom til at stå som sammenligningsgrundlag – ikke bare for kommende Jokere – men generelt for senere filmskurke. I hvert fald frem til, at Heath Ledger i 2008 blæste loftet af de fleste biografer med en Joker, som til dato står hoved og skuldre over alle andre skuespillerpræstationer inden for superhelte-genren.

Batman”s måske største svaghed var hovedpersonen. Michael Keaton (”Beetlejuice”) blev hentet ind til at spille Batman, og dette lykkedes kun med moderat succes. Men modsat så mange andre superheltefilm har Batman aldrig været afhængig af, at hovedpersonen skulle sikre kvaliteten. Masken skaber en distance, som gør, at Batman i princippet aldrig er hovedperson i sine egne film. Igen forsøgte DC at klemme al næring ud af filmserien, men efter en glimrende 2’er gik det helt galt. ”Batman Forever” fra 1995 og ”Batman & Robin” fra 1997 er så fornærmende dårlige film, at de ikke fortjener at blive nævnt sammen med de andre.

Efter disse to fiaskoer gik DC i frø, og de overlod biografmarkedet til Marvel.

Marvel greb i den grad chancen. Først kom ”X-men” i 2000 med klassenavne som Patrick Stewart og Ian McKellen. Siden fulgte ”Spiderman” i 2002 med Tobey Maguire som Peter Parker og med Sam Raimi (”Evil Dead I-III”, ”De hurtige og de døde”) bag kameraet. Og i 2005 blev ”De fantastiske fire” lanceret i biograferne. Herfra har Marvel ikke kigget sig tilbage. Siden er udkommet mere end en snes superheltefilm, hvor handlingen i højere og højere grad er blevet flettet sammen.

DC meldte sig ind i kampen igen i 2005 med ”Batman Begins”, hvor man – med succes - genlancerede Batman på det hvide lærred, men bortset fra et halvhjertet forsøg på at genoplive Superman i 2006 med ”Superman Returns”, har Batman længe været det eneste, som har holdt DC inde i biograferne.

DC har dog endelig forstået, at dette marked ikke er et, der forsvinder igen foreløbigt, og at folk vil have mere – meget mere.

Marvel har fx svært ved producere filmene hurtigt nok til et publikum, som bare labber den ene film i sig efter den anden. Især har Marvel haft succes med filmserier og sammenkædede historier. Det har også givet Marvel mulighed for at anvende flere og flere af deres figurer uden, at de igen og igen skulle introducere dem i historien. Ved at fortsætte den samme historie sikrer Marvel sig, at publikum er med på vognen fra starten af filmen.

Som sagt har DC nu endelig læst skriften på væggen, og den kommende ”Justice League” bliver DC’s forsøg på at vriste superheltetronen fra Marvel. Men på samme måde som med Marvels ”Avengers”, kan man ikke bare introducere 5-6 helt nye figurer. Dette må ske gradvist inden, at man sætter det hele sammen og går i luften med en større historie.

Og dette fører os til ”Suicide Squad”. Her introducerer DC en række figurer, som er mere eller mindre centrale i det gængse DC-univers. Det er et dristigt valg af DC på et tidspunkt, hvor vi stadig venter på ”Justice League”, men formentlig nødvendigt, da DC også skal indhente meget tabt lang i forhold til Marvel.

I ”Suicide Squad” hopper vi direkte ind i superfængslet langt ude i en afsidesliggende sump. Her holder den amerikanske regering landets værste superskurke under lås og slå. Men når man har så meget destruktiv kraft siddende, er det jo fristende at anvende det i en højere sags tjeneste. Derfor udvikler Amanda Waller (spillet af Viola Davis – ”Enders Game”, ”The Help”) et program, hvor de værste af de værste får lov til at tjene deres land for strafnedsættelse og små goder i fængslet.

Det går selvfølgelig galt, da en af deltagerne hellere vil gå sine egne veje, og de installerede sikkerhedsanordninger viser sig ikke at være helt fejlfri.

”Suicide Squad” lider desværre under et dårligt manuskript, og undertegnede er meget usikker på, om det lykkes at få en ordentlig Deadshot ud af Will Smith (”Hancock”, ”Men in Black”). Generelt karakteriseres filmen af en frimodige charme, som er meget befriende. Desværre går man på kompromis med skurkene. Der er tale om superskurke, men det bliver desværre lidt for meget lejrbål og gruppekram. På et tidspunkt forventer man decideret, at nogen hiver en guitar frem, og der skal synges ”Kumbaya”.

Til gengæld har filmen støbningen til noget større. Australske Margot Robbie (“The Wolf of Wall Street”, “The Legend of Tarzan”) lever en pragtpræstation som Jokerens kæreste Harley Quinn. Gal og charmerende med hang til slagtøj lykkes det at ramme – og forbedre – tegneseriens ditto.

Jared Leto (”Panic Room”, ”Alexander”, ”Lord of War”) spiller Jokeren, og det er en præstation, som kommer til at dele vandende. På den ene side er man ikke i tvivl om galskaben i figuren. Man sidder med den kriblende frygt og usikkerhed, man skal have, når man står overfor ”The Clown Prince of Crime”. På den anden side er det lykkedes at gøre Jokeren mærkeligt androgyn i et virvar af makeup og smukker. Dette er et karaktertræk, som ligger meget lang fra Jokeren, hvorfor man må undres.

NB: Bliv hængende efter slutteksterne. DC har lært meget af Marvel. Bl.a. at det altid er fornuftigt at introducere den næste film i slutningen af den foregående.

Karakter

”Suicide Squad” er et friskt pust ind i en superhelte-filmverden, hvor de pollerede Professor X, Superman og Kaptajn Amerika er begyndt at blive trivielle. Margot Robbie er fantastisk som Harley Quinn, og den lette charme som præger filmen giver lyst til mere.

Desværre er historien tynd, og Will Smith misser pladen med sin version af Deadshot – ja, undskyld formuleringen. Samtidig er Leto’s Joker ikke på højde med hverken Ledgers eller Nicholsons.

Samlet kan det blive til tre popkorn for en film, som vil mere end den kan, men som lover godt for fremtiden, hvis DC kan rette de fejl, som filmen er tynget af.