“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Demain (11. august 2016)

Anbefaling

Vil du gerne bekræftes i, at det er nu eller aldrig, hvis verden skal reddes fra overbefolkning og sultedød, men at der faktisk findes en løsning, hvis vi alle smøger ærmerne op og dyrker vores egne grøntsager, så er dette lige filmen for dig.

Hvis du søger en afbalanceret dokumentar om drivhuseffekt, fødevaremangel og kapitalismens mangler, så bliver du skuffet. Og hvis du synes, at dokumentarfilm alene hører til på DR-K eller TV2 Charlie og i hvert fald ikke i biografen, så skal du slet ikke overveje at se denne stærkt politiserende omgang økopropaganda.

Analyse

I 2012 offentliggjorde Elizabeth Hadly og Anthony Barknovsky en artikel i det videnskabelige tidsskrift ”Nature”, hvor de beskrev hvorledes jorden stod foran en umiddelbar klimatisk katastrofe, som skyldtes drivhuseffekten og den afledte globale opvarmning. Denne artikel bruger Melanie Laurent (”Inglourious Basterds”, ”Now You See Me”) og Cyril Dion (fransk filmmand, forfatter og aktivist) som afsæt til en dokumentar om, hvorfor det ikke er for sent at redde jorden, og hvordan det faktisk kan lade sig gøre med få midler.

Laurent og Dion tager udgangspunkt i den forestående fødevarekrise og beskriver, hvordan man kan brødføde langt flere mennesker med små intensive landbrug end med store ekstensive. Godt nok kan en landmand med en traktor producere mere ved stordrift, men udbyttet fra den enkelte kvadratmeter er større med et intensivt landbrug, hvor den enkelte landmand manuelt passer sine planter og dyrker dem i en blandet drift. En passent får de lige sendt en bredside mod GMO og sprøjtegifte, som ”skader miljøet og gør os syge”.

Herefter hopper de videre til energi og energipolitik. Hvordan kan vi slippe af med den meget CO2, som er en af de store syndere bag globale opvarmning? Svaret er vedvarende energi i form af jordvarme samt sol- og vindenergi. Danmark – og ikke mindst København – bliver fremhævet pga. den store satsning på vedvarende energi.

Fra de mere jordnære områder, hopper filmen videre til spørgsmålet om magt i samfundet – og her konkluderes det, at magt og penge følges ad, hvorfor Laurent og Dion undersøger, om det monetære system kunne ændres, så det i højere grad modvirkede de uhensigtsmæssige effekter af globaliseringen og sikrede, at pengene blev i lokalområdet. Løsningen ifølge Laurent og Dion er lokale – og parallelle – valutaer. Det er ok, at man har en national – eller endog international – valuta, men sideløbende med det, skal man have en meget lokal valuta, som modvirker, at pengene fjernes fra lokalområdet og virker stabiliserende i perioder med økonomisk usikkerhed på de globale markeder.

Fra spørgsmålet om økonomi og valuta springer Laurent og Dion til en refleksion over uddannelsessystemet, som skal skabe de borgere, som i fremtiden skal tage ansvar for at ændre udviklingen til noget mere positivt. Som eksempel fremhæver de den finske folkeskole, som traditionelt har scoret meget højt i de 3-årlige PISA-undersøgelser.

Endelig slutter filmen af med en opsamling omkring nærdemokrati og medbestemmelse i Indien, som samtidig bliver filmens røde tråd. Filmen fremstår som en klar anti-globaliseringsfilm, som tager afstand fra centralisering, globalisering, multinationale selskaber og industrialisering. Derimod skal fødevarer produceres lokal, energi skal være vedvarende og understøtte lokalsamfundet. Penge skal trykkes lokalt – og bruges lokalt. Undervisningen skal foregå i samarbejde med og i respekt for eleverne. Og endelig skal lokalstyret forstærkes, så politiske beslutninger i højere grad tages af dem, som er direkte påvirket.

Man kan kun tage hatten af for det kæmpe arbejde, som ligger bag at lave filmen, og det er åbenbart det gode forsæt, som driver arbejdet. Når det er sagt, så er filmen utrolig ensidig og politiserende.

Det er fint, at man bygger filmen på en artikel i ”Nature”, men den artikel handlede umiddelbart om konsekvenserne af global opvarmning. Herfra spinder Laurent og Dion en meget lang fortælling om antiglobalisering, som der slet ikke er belæg for i den nævnte artikel.

Undertegnede skal ikke gøre sig til dommer over konsekvenserne af den globale opvarmning, men filmen mangler i høj grad en debat om forudsætningerne for at råbe ”ULV!”. Den svenske forsker Hans Rosling er fx gået i rette med frygten for snarlig overbefolkning og sultedød.

Dernæst har Laurent og Dion nøje udvalgt de cases og aktivister, som er enige med dem om, hvordan problemerne skal løses.

Hvor er de 108 nulevende Nobelpris-vindere, som i et åbent brev har anklaget Greenpeace for forbrydelser mod menneskeheden, idet organisationen uden videnskabeligt belæg har beskyldt GMO’er for at være sundhedsskadelige og i vid udstrækning har haft succes med at forhindre anvendelsen på verdensplan.

Hvor er den Stanford-undersøgelse fra 2012, som påviser, at økologiske produkter ikke er sundere end konventionelle, eller at dyr på økologiske landbrug ikke er raskere.

Hvorfor nævner Laurent og Dion ikke de grundlæggende problemer man har med vedvarende energi, og som medfører, at Danmark stadig ligger lige under EU-gennemsnittet for udledning af CO2 – og faktisk dårligere end EU-gennemsnittet, hvis man ser på samtlige drivhusgasser. Sol- og vindenergi har fx de helt grundlæggende problemer, at det ikke altid blæser og er solskin. Desværre er der som regel større behov for strøm om vinteren og om aftenen, hvor fx solene skinner mindre. Hvis man virkelig ville drivhusgasserne til livs, så ligger fx Portugal, Spanien, Italien og Frankrig langt bedre i CO2 regnskabet end Danmark. Dette skyldes bl.a. anvendelse af atom-energi. Ikke mindst Frankrig er blandt de førende i at udnytte atom-energi, herunder at genbruge så meget af det radioaktive materiale, at mængden af radioaktivt affald er minimalt.

Dette skal ikke være en længere diskussion af drivhuseffekt og økologi, men det havde klædt en ”dokumentarfilm”, at den åbnede op for en reel diskussion – i stedet for at fremføre ensidig propaganda.

Endelig er det et problem med filmen, at den faktisk ikke rigtig ved, hvad den vil. Laurent og Dion flakker lidt rundt fra sted til sted og emne til emne. Det der starter som en løsning på global opvarmning og fødevaremangel, ender med en meget bredere diskussion af alle mulige forskellige emner. Filmen forsøger at være et manifest over en hel ny samfundsmodel, men det kan ikke fungere, når man blander så mange forskellige byer og mennesker, og som tilskuer sidder man tilbage med et meget fragmenteret billede.

Karakter

”Demain” får point for målsætningen om, at man ikke kun skal beskrive en ”burning platform”, men at man i højere grad skal fokusere på løsninger, og hvordan vi med simple midler kan forlænge klodens udløbsdato.

Når det er sagt, så er ”Demain” fuldstændig ensidig propaganda for netop den forståelse af verden og de løsninger, som både Melanie Laurent – men især Cyril Dion – er fortalere for. ”Demain” er hipster-versionen af en Michael Moore dokumentar, hvor unge franske filmfolk rejser rundt i solbriller og ternede skjorter for at finde ud af, hvordan man bedst dyrker basilikum og linser i den nærmeste offentlige park.

Filmen er lækkert lavet og har honnette hensigter, men der skal mere til for at lave en seværdig dokumentar. Derfor bliver det kun til to popkorn.