“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Hermelinen (5. august 2016)

Anbefaling

Tempoet er langsomt. Dialogerne tunge. Farverne er holdt i brune og grå nuancer, og karakterudviklingen er i højsæde. ”Hermelinen” er en film, du skal se, hvis du elsker alt, hvad der er særegent ved den franske filmskole. Andre vil nok finde den adstadig – grænsende til det kedelige – men deri ligger både filmens styrke og dens svaghed. En let fransk komedie er det i hvert fald ikke.

Analyse

Vi møder den bryske og hårdtarbejdende Michel Racine, som er retspræsident i den lokale kriminalret. Han leder retsmøderne med hård hånd, og han har ry for at uddele hårde straffe. I forbindelse med et hospitalsophold er Racine blevet hovedkulds forelsket i sin anæstesilæge, Ditte Lorensen-Coteret, som spilles af Sidse Babett Knudsen. Til alvorlige kriminalsager udpeges nævninger, og en dag bliver Ditte udpeget som nævning. Racine, hvis ægteskab er gået i opløsning, griber straks chancen for at forny og udbygge forholdet.

Samtidig med, at Racine bygger en romance op med Ditte, skal han præcidere over en kriminalsag. Vi føres ind i retslokalet ved hjælp af den lokale retstegner, som forklarer en kollega, hvordan retslokalet er bygget op, og hvem der sidder hvor. Dette kunstgreb er filmisk lidt kluntet, og man kunne have præsenteret retsagens aktører på en mere naturlig og elegant måde. Så kunne man også være sluppet for med jævne mellemrum at skulle hives ned på tegneblokken for at se resultatet af tegneriet. Hvis dette er et forsøg på at give retssagen en snert af dokumentarisme, så falder det eklatant til jorden.

I løbet af retssagen foregår der en parallel udvikling for Racine i og udenfor retssalen. Spørgsmålet bliver, hvorfor Racine er, som han er, og om en personudvikling udenfor retssalen vil påvirke hans virke, når han ifører sig den purpurrøde kåbe med hermelinskraven.

Dette spørgsmål er grundlæggende menneskeligt. Er vi, som vi er, fordi vi er født sådan? Eller kan forhold i privatlivet påvirke, hvordan vi fremstår overfor andre?

Filmen giver sit klare svar på dette, som jeg ikke vil afsløre her.

Michel Racine spilles med stilren sikkerhed af Fabrice Luchini (”Molière”, ”Dans la Maison”). Luchini er en af de helt store franske skuespillere. I mere end en menneskealder har han været et af de store navne både på lærredet og på scenen, og han skuffer da heller ikke denne gang. Racine er både den arrogante og dominerende retspræsident, men samtidig den usikre og generte elsker. Når han ifører sig hermelinen, er han lovens uangribelige vogter og håndhæver, men når han lægger pelsen, er han blot en midaldrene mand på gaden. Denne dualitet rammer Racine til perfektion.

Sidse Babett Knudsen leverer en sikker og afmålt præstation, men uagtet hun på plakaten er nævnt side om side med Fabrice Luchini, så er det sigende, at hun har fået en César (fransk Oscar) ikke som kvindelig hovedrolle, men som kvindelig birolle. Også hun må nøjes med at spille op mod den fantastiske Luchini. Dog kan man konstatere, at Babett Knudsen endegyldigt har forladt 00'erne tilbagevendende danske komedier og har slået sit navn fast som karakterskuespiller. Babett Knudsen er teateruddannet i Paris, så det kræver et skarpt fransk-øre for at høre hendes danske accent. Hun skal dog foregive at være dansk født og at have boet 20 år i Frankrig. En svag dansk accent er altså tilladt.

Hele herligheden er instrueret af den for danske biografgængere ret ukendte Christian Vincent (”La Discrète”, ”La Séparation”). Vincent har godt 30 år på bagen som instruktør, og han og Luchini har før haft fælles succes. Det var da de sidste arbejdede sammen om ”La Discrète” i 1990. Vincent går roligt til ”Hermelinen”. Han forhaster sig ikke, og ganske langsomt udvikler både retssagen og kærligheden sig. Nogen vil sikkert finde, at det går for langsomt, men Babett Knudsen og Luchini sørger for, at udviklingen sker med lige præcis den hastighed, præcision og sikkerhed, så man føres nænsomt fra A til B.

Karakter

Fabrice Luchini leverer (endnu) en fantastisk præstation, og Sidse Babett Knudsen giver godt modspil. Stille og roligt udvikler Christian Vincent en kærlighedshistorie med retssalen som bagtæppe. En retssag om et myrdet spædbarn er bare mere end, hvad et bagtæppe kan holde til, og på et tidspunkt bliver man usikker på, om man ser en kærlighedsfilm, som foregår i en retssal – eller om man ser et retssalsdrama med en sideløbende kærlighedshistorie. Det trækker ned, at filmen har dette skizofrene træk, og det lader ikke til, at Vincent selv egentlig ved, hvilken af de to film han laver. Det bliver derfor kun til fire popkorn til en film, som kunne være blevet meget mere, hvis Vincent endegyldigt havde valgt hvilken hest, der skulle bære ham over vadestedet.