“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Captain Fantastic (5. august 2016)

Anbefaling

Hvis du bare vil have lidt let underholdning og så hurtigt videre, skal du ikke gå ind og se ”Captain Fantastic”. Filmen rammer dig lige i hjertekulen. På flere planer er det en film, som spiller trommer på dit følelsesregister, men det sker på en elegant måde, og det kammer aldrig over. Gå trygt ind og se denne fremragende film. Samtidig kan du nyde Viggo Mortensen i en af hans mest overbevisende præstationer.

Analyse

Langt ude i en skov går en hjort og spiser. Alt er stille og dyret aner ikke uråd. En gren knækker. Dyret kigger op. Vi ser et par menneskeøjne under bladene. Ansigtet er malet sort. Alt bliver stille. Dyret spiser videre. Vi opdager, at der er flere øjne i skoven. Pludselig springer en skikkelse ud af underskoven, og efter en kort kamp bliver dyret nedlagt med kniv.

Således starter Matt Ross' ”Captain Fantastic” med en scene, som nærmest er skåret ud af ”Fluernes Herre”. Man skal dog ikke frygte, at scenen sætter tonen for filmen. Scenen har to enkle formål. For det første skal den fortælle tilskueren, at vi ikke er i Bilka lørdag formiddag. Dette er en familie, som lever i naturen af naturen. For det andet skal den vise, at familiens ældste søn, Bodevan Cash, er blevet voksen.

Modsat det urinstinkt, som driver handlingen i ”Fluernes Herre”, lever familien Cash dog et meget struktureret og civiliseret liv ude i skoven. Åbningsscenen kommer på den måde desværre også til at stritte lidt.

Familiefaderen Ben Cash, spillet helt fænomenalt af Viggo Mortensen (”Ringenes Herrer I-III”, ”Eastern Promises”, ”The Road”), har forladt civilisationen og bosat sig med sin kone, Leslie, og deres seks børn ude i den amerikanske vildmark. Her har de sat sig for at leve deres liv og opdrage deres børn langt fra det degenererede moderne forbrugersamfund.

Modsætningsforholdet mellem det moderne samfund og det idealistiske liv i ødemarken er filmens centrale omdrejningspunkt og diskussionsemne. Kan man leve sit liv og opdrage sine børn ude i ødemarken, og hvornår har man egentlig brug for det moderne samfund?

Tidligt i filmen mærker vi de spændinger, som senere skal føre til oprør. Da guitarerne bliver hevet frem omkring lejrbålet, er det den næstældste søn, Rellian, der markerer, at han har sine egne ideer. Siddende på en cajón (et instrument, som består af en trækasse), overtager han det musikalske indslag med en alternativ og mere moderne rytme. Oprøret lurer, og Rellian lader sig ikke kue. Det er ikke et tilfælde, at Ross har givet Rellian en cajón, som er et traditionelt peruviansk slaveinstrument.

Det ligger igennem hele filmen, at Bens afstandtagen til det moderne samfund i bund og grund bygger på den samme type overbevisning, som de religioner, han konsekvent tager afstand fra. Dette underbygges filmisk af, at Ben hele tiden går rundt med en Thors hammer i en snor om halsen. Det blodige overgangsritual fra åbningsscenen har også kraftige religiøse undertoner, og familien ikke bare hylder de politiske ideer fra Noam Chomsky. De fejrer hans fødselsdag, som var det juleaften.

Det politiske fylder da også meget for Ben og børn. Hjemme hos svigerfamilien møder vi ham iført en T-shirt med teksten ”Jesse Jackson '88”. Jesse Jackson er en demokratisk sort borgerrettighedsforkæmper på den amerikanske venstrefløj, som tabte de demokratiske primærvalg i både 1984 og 1988. Han var 80'ernes Bernie Sanders, og når Ben paraderer hans valg-T-shirt rundt hos svigerforældrene, er dette også en klar provokation overfor de svigerforældre, som man må forvente er gode republikanere.

I forlængelse af ovenstående hylder Ben og hans familie de venstreorienterede ideologier. Desværre i for høj grad. Når den ældste søn, Bodevan, proklamerer, at han er maoist, og når den yngste datter, Zaja, hylder Pol Pot med en væg af dyreknogler, bliver man i tvivl om, hvorvidt Ben har husket af have historie på sit skema. Det burde give anledning til at genoverveje sit pensum, når nogle af historiens største massemordere bliver fremhævet som klassekampens helte.

Lettere er det at sluge, at Noam Chomsky fylder meget hos familen. Chomsky er en amerikansk forsker og filosof, som ud over at have revolutioneret den moderne lingvistik og de kognitive videnskaber også er erklæret anarkist. Han er derfor det naturlige idehistoriske udgangspunkt for en person som Ben Cash.

Da vi kommer ind i historien, er Leslie alvorligt maniodepressiv, og hun har været indlagt i flere måneder på et psykiatrisk hospital. Kort inde i filmen får vi at vide, at hun har begået selvmord, og dette sætter gang i handlingen. Ben og børn er tvunget til at forlade det ideologiske paradis ude i skoven. Her går det langsomt op for familien, at de måske nok lever i et anarkistisk paradis, men at dette kommer med et prisskilt. Det er ikke ufarligt at leve i vildmarken, og før eller siden vil man skulle forholde sig til det omkringliggende samfund. For uagtet om man billiger eller misbilliger det moderne forbrugersamfund, så vil man før eller siden være tvunget til at komme i kontakt med det.

Undervejs møder vi Leslies forældre, hvor Frank Langella (”Frost/Nixon”, ”Good Night, and Good Luck”) leverer en flot præstation som Leslies far, Franck. Man er ikke i tvivl om, at Franck ikke kan udstå Ben og det projekt, som han er i gang med. Men man er samtidig ikke tvivl om, at Francks antipati ikke skyldes personlige eller politiske modsætninger, men alene Francks grænseløse kærlighed til den datter og de børnebørn, som han – delvist med rette – føler, at Ben har taget fra ham.

”Captain Fantastic” er Matt Ross' kun anden biograffilm, men han har en lang skuespillerkarriere bag sig (bl.a. ”The Aviator” og ”Good Night, and Good Luck”). Han har både skrevet og instrueret ”Captain Fantastic”, og man må håbe, at der kommer mere af samme kvalitet fra hans hånd.

Filmens store oplevelse og fortællemæssige udgangspunkt er dog Viggo Mortensen som Ben Cash. Ben er centrum i hele filmen, og man følger børnenes dialog og relation til Ben – ikke til hinanden. Ofte filmet i close-up kommer man helt tæt på Ben Cash. Man mærker de dilemmaer og kampe, som foregår i hans indre. På den ene side den brølende idealist og overbeviste pædagog. På den anden side den kærlige ægtemand og familiefar, som i sidste ende kun vil sin familie det bedste. Stormen raser i Mortensens indre, og man mærker splittelsen helt ud på det røde plys i biografsalen.

Karakter

Viggo Mortensen leverer en af karrierens bedste præstationer, og Matt Ross balancerer elegant filmen mellem det morsomme og det dramatiske. Dette er en fantastisk film, som favner utrolig bredt. Desværre falder Matt Ross i den fælde, at børnene, som primært er opdraget ude i skoven, skal kunne det hele. Om det er filosofi, Einsteins relativitetsteori, Dostojevskij, de grundlæggende frihedsrettigheder, sprog (hvem fanden taler esperanto!), kampsport, musik eller jagt. Selv de små børn på otte kan det hele. Dermed bliver ikke kun Ben Cash's drøm, men ligeledes hele filmens fundament, en utopi.

Man kan heller ikke komme udenom, at George McKay (”For Those in Peril”, ”Pride”), som spiller sønnen Bodevan Cash, ikke kan give Viggo Mortensen alvorligt modspil. Den unge talentfulde skuespiller bliver simpelthen kørt over på lærredet, og det gør, at hans position som ældste barn og udfordrer til Ben Cash ligeledes bliver tromlet flad. Samlet set bliver det til fem popkorn til en af sommerens bedste film.