“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Kæledyrenes hemmelige liv (6. august 2016)

Anbefaling

”Kæledyrenes hemmelige liv” er en sikker børnefilm for børn op til 11-12 års alderen. Filmen er samtidig ikke være end, at man kan se med som voksen uden, at man dog vil få det samme ud af filmen, som hvis man ser ”Grusomme mig”, ”Shrek”, ”Toy Story” eller lignende animationsfilm.

Tag børn, børnebørn, niecer eller nevøer under armen og så har du en sikker vinder. Hvis du selv har eller har haft et kæledyr, så vil du endda sætte endnu mere pris på visse scener.

Analyse

Hvad hvis man genindspillede ”Toy Story” - bare med kæledyr? Vi skal bruge en frisk og viril mandlig hovedrolle. En forelsket kvindelig ditto. En ubetænksom ejer, der ikke værdsætter den udviste hengivenhed, og så en påtrængende udefrakommende, som pludselig risikerer at komme mellem hovedpersonen og dennes ejer. I det affødte postyr bliver både vores helt og den nye udfordrer sendt på eventyr, og de skal gruelig meget igennem inden, at de kan vende hjem. Heldigvis har de gode venner, som ikke er bange for at risikere liv og lemmer for at rede dem. Det hele foregår selvfølgelig bag ryggen på de menneskelige ejere, som ikke må finde ud af, hvad deres kæledyr egentlig går og laver, når de er alene.

Sådanne lyder grundplottet til ”Kæledyrenes hemmelige liv”, og det lyder jo i den grad, som om nogen fik en frisk ide ude ved Xerox'en inden, at de gav manuskriptet til Chris Renaud (”Grusomme mig I+II”) og Yarrow Cheney.

Når det er sagt, så har filmen også sine originale ideer. Fx møder vi den bedårende lille kridhvide kanin, Snefnug, som viser sig at være leder af en militaristisk organisation af tidligere kæledyr, som har til formål at udrydde alle mennesker. Folkene bag ”Kæledyrenes hemmelige liv”, som ligeledes står bag ”Grusomme mig”-serien, har skelet meget til Monty Pythons ”Killer Rabbit of Caerbannog” (fra filmen ”De skøre riddere”), da de skabte Snefnug. Med sin rablende sindssyge dræbertrang bærer Snefnug store dele af filmen.

Desværre forfalder resten af filmen for ofte til en kollage af ligegyldige optrin, som kommer i en tilfældig rækkefølge. Og når Renaud & co. så synes, at nu har de underholdt tilskuerne længe nok, så sender man da bare en taxa med en gris bag rattet, og snip snap tryne, så kan alle komme hjem til deres dyne.

Karakter

”Kæledyrenes hemmelige liv” er et sødt – om dog uoriginalt – potpourri over venskab, fjendskab, kærlighed, om at miste og om at få, om at dele og om at hjælpe andre. Desværre er det først til sidst, at filmen åbner op for sammenhængen mellem kæledyr og ejer. Dermed bliver filmen noget uvedkommende, og de fine paralleller og referencer, som sådan en film kunne drage til den virkelige verden, lades ubesøgt. Tilbage står en lidt let omgang ”far vild og find hjem”, hvor de sjove elementer fra dyrenes verden ikke fylder nok i en ellers triviel handling. Børn vil elske den, men her kan det ikke blive til mere end tre popkorn.