“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Wiener-Dog (3. august 2016)

Anbefaling

”Wiener-Dog” er fejlagtigt sat på plakaten som et komedie-drama, og visse anmeldere har sammenlignet filmen med Solondz' tidligere ”Welcome to the dollshouse”. Dette er dog meget langt fra sandheden. ”Wiener-Dog” indeholder ganske vist en række sjove scener, men de er i fåtal, og de bliver langsomt overtaget af den snigende melankoli og depression, som karakteriserer filmen.

Er du glad for mystiske anmelderroste film, som kræver en PhD i filmvidenskab for, at man kan forstå dem, så er dette lige filmen for dig. Er du ikke bange for at blive udfordret både på din filmforståelse og dine følelser, så er filmen et kig værd. Skal du have noget letfordøjelig underholdning, så gå den anden vej.

Analyse

Filmen består af fire små fortællinger, som er bundet sammen af den korthårede gravhund, hvis liv man følger. Hunden bliver dog aldrig andet end en rekvisit, som kun sporadisk og destruktivt indgår i selve handlingen.

Den første fortælling starter hos den ensomme dreng Remi, som har overlevet kræft og får en gravhund som selskab af sin velmenende far. Det viser sig dog hurtigt, at Remis mor er meget imod dyrehold, og inden længe er hunden skippet ud og sendt videre på sin vej igennem livet.

Det bliver i første omgang til en tur med den ensomme og desperate Dawn Wiener, som er en genganger fra ”Welcome to the dollshouse”. Herefter får gravhunden en turnus hos den fallerede og opgivende manuskriptforfatter/filmprofessor Schmertz, inden det hele rundes af hos en aldrende og gnaven Nana, som får besøg af sit håbløse barnebarn Zoe, spillet af Zosia Mamet (datter af manuskriptforfatteren og instruktøren David Mamet).

Filmen roterer omkring tre elementer, som går igen i alle fire fortællinger: Ensomhed, sygdom og død.

Gravhunden kommer til at være den tavse tilskuer til det menneskelige liv, som Solondz har delt op i fire faser:

Fase 1 er barndommen, hvor Remi løber ensom rundt i et hjem, som både følelsesmæssigt og i sin indretning er så koldt og minimalistisk, at selv Mies van der Rohe ville få kuldegysninger. Bemærk det spartanske møblement og Remis kliniske børneværelse, som mere minder om en hospitalsstue. De næsten surrealistiske samtaler mellem Remi og hans mor om følelser, livet og døden er en af filmens højdepunkter.

Fase 2 er ungdommen, hvor Dawn lever en ensom tilværelse, men pludselig skal tage en vigtig beslutning om, hvorvidt hun vil følge sin gamle flamme Brandon til Ohio. Igen optræder ikke kun ensomheden, men ligeledes sygdom og død. Brandons bror, Tommy, og dennes kone, April, lider af downs syndrom, og Brandon og Tommys fælles far er død af alkoholisme inden, at filmen er startet.

Fase 3 er mid- eller voksenalderen, hvor Schmertz har mistet kontakten til sin kone og datter, og nu lever et ensomt liv alene med en gravhund. Han er alvorligt syg, og han drømmer om at slå sine plagsomme og tåbelige elever ihjel. Schmertz spilles fremragende af Danny DeVito (”Get Shorty”, ”The Big Kahuna”, ”Man on the Moon”), som for længst har forladt 80'ernes slappe komedier og har slået sit navn fast som en habil karakterskuespiller. Man kan gætte på, at Solondz har brugt dele af sig eget liv som forlæg for Schmertz. I lighed med Schmertz underviser Solondz på filmskolen ”Tisch School of the Arts” i New York.

Fase 4 er alderdommen. Vi møder den aldrende Nana, spillet elegant af Ellen Burstyn (”Eksorcisten” og ”Requiem for a dream”). Nana lever alene med sin sorte husholderske, som hun har et meget distanceret forhold til. Hun har ikke set sin familie i mange år, og hendes eneste reelle selskab er den gravhund, som hun sidder med. Diagnosticeret med kræft ved hun, at der ikke er langt tilbage. Hendes barnebarn kommer dog på besøg, men Nana har gættet, at det kun er for at tigge penge til hendes bøvede og utro kæreste, som påstår at være kunstner. I en drømmescene møder Nana en halv snes unge versioner af sig selv i en alder, hvor hun stadig kunne have taget en masse anderledes valg. Bemærk her ligheden mellem de forskellige unge versioner af Nana. I den alder er vi endnu ikke præget af de senere valg, som kommer til at gøre så stor en forskel på, hvem vi i sidste ende bliver.

Men ringen skal sluttes, og filmen runder af med en scene, der peger direkte tilbage til åbningsscenen, hvor gravhunden bliver filmet i et glasbur i en kennel. Gravhunden er den røde tråd, men om den tråd spinder Solondz en fin lille film om livet for hundens bedste ven.

Teknisk er filmen om noget et studie i små armbevægelser. Replikker og kamerabevægelser er holdt på et minimum. De enkelte scener afvikles ofte foran et statisk kamera, hvor skuespillet og tilskuerens fantasi skal lappe de huller, som ikke dækkes af replikker og klipning. Musikken er enkel – ofte blot udført af et enkelt instrument. På den baggrund er intermezzo'et mellem 2. og 3. fortælling en gedigen overraskelse. Her slår Solondz sig løs i en surrealistisk montage om gravhundens rejse igennem USA.

Karakter

Solondz har drejet en film, som vil sidde i baghovedet længe efter, at man har forladt biografen. Filmen er dog påtaget minimalistisk og melankolsk samtidig med, at den svælger i ensomhed, sygdom og død. Når man selv har skrevet manuskriptet, er det ingen kunst at fylde en film op med tommetyk depressionstyngende melankoli. Solondz finder aldrig helt balancen mellem det melankolske og det livsbekræftende, som ellers spirer hos Remi i den første fortælling, og i Dawns forhold til Brandon (samt hans brors ægteskab), samt i Schmertz' oprør mod fakultetet og de tåbelige studerende – og endelig i Nanas erkendelse af sine forkerte valg og kærligheden til barnebarnet. Uden denne balance mister filmen noget tiltrængt dynamik, hvorfor det kun kan blive til fire popkorn.