“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Paco de Lucia: Flamencoens mester (29. juli 2016)

Anbefaling

Hvis du er glad for flamenco – eller guitarmusik i det hele taget – så snyd ikke dig selv for denne dokumentar om en af tidernes største guitarister. For andre kan filmen give en ide om, hvad en teknisk komplet guitarist egentlig kan med sit instrument, men her stopper det også. Filmen har ikke mere at byde på.

Analyse

Francisco Sánchez Gómez voksede op i den fattige andalusiske by Algeciras. Han tog tidligt kunstnernavnet Paco de Lucía, som betyder Lucías Paco. Lucía var hans portugisiskfødte mor, og Paco er et kælenavn for Francisco. Fra disse beskedne kår i en familie med stærke flamencotraditioner, udviklede Paco sig til historiens største flamenco-guitarist og endte med at transcendere genren og finde nye musikalske veje.

Dette er, hvad Curro Sánchez ønsker at udtrykke igennem dokumentaren om sin far, som er produceret af søsteren Casilda Sánchez.

Dokumentaren bliver dermed en lang hyldest i glittet indpakning til en fantastisk guitarist.

Men Curro kommer i al for høj grad til at virke som mikrofonholder for sin far. Ikke at Paco nødvendigvis har noget at skjule, men netop de dele af sit liv, som Paco ikke selv kommer nærmere ind på, kunne det have været interessant at høre mere om. Hvordan er forholdet mellem Paco og hans far? Hvad var konsekvenserne af faderens konsekvente pacen af Paco og hans søskende? Og hvordan er forholdet mellem Paco og hans egne børn.

Der bliver heller ikke dykket længere ned i den meget hårde medfart, som Paco fik, da han begyndte at bevæge sig uden for flamencoen. Noget som især ødelagde forholdet til flamencoens grand old man, Sabicas.

Endelig bliver de politiske spørgsmål ved hentydninger og anekdoter. Paco beretter fra et interview, at han bliver spurgt til, om den højre eller venstre hånd er den vigtigste for en guitarist. Som venstreorienteret fremhævede han den venstre hånd og tillagde den alle de kunstneriske værdier, mens den højre ”blot følger ordre”. Dette skaber en del problemer for ham, men dokumentaren borer ikke ned i sagen. Paco slipper endda afsted med at fortælle, at han var venstreorienteret indtil, at han havde tjent sine første 2 mio. pesetas. Den satte han i banken og efterfølgende udtalte han sig ikke mere om politik og gav aldrig til velgørenhed, e.l. Dette kunne filmen med fordel være dykket ned i.

Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at fra 1939 til 1977 var Spanien et fascistisk militærdiktatur ledet i stort set hele perioden af Francisco Franco (død 1975). Franco kom til magten efter en borgerkrig, hvor han bl.a. fik hjælp af Hitlers nazistiske Tyskland og Mussolinis fascistiske Italien. Politik var derfor et meget reelt og centralt problem for de spanske kunstnere, som voksede op i 60’erne og 70’ernes Spanien.

Karakter

”Paco de Lucia: Flamencoens mester” bliver aldrig andet end en glittet hyldest til en fantastisk guitarist. Paco de Lucia brillerer med sin tekniske kunnen, og Curro Sánchez har gjort sit benarbejde for at komme rundt og interviewe de relevante personer, som stadig lever. Resten er fint fyldt ud med relevante historiske klip. Som dokumentar er den dog uden bid, uden saft og kraft. Hvad man ikke kan sige om Paco de Lucias guitar. Filmen får tre popkorn.