“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Jason Bourne (28. juli 2016)

Anbefaling

Var du fan af de oprindelige Bourne-film, eller elsker du bare højt tempo og rå action i rigelige mængder, så er ”Jason Bourne” lige noget for dig. Hvis du forventer en ny og spændende drejning i Bourne-universet, bliver du dog skuffet. Alt er ved det gamle.

Analyse

Efter 9 års pause og et forkølet forsøg med Jeremy Renner som arvtager efter Jason Bourne, er Matt Damon (”Good Will Hunting”, ”Syriana”, ”The Martian”) tilbage som titelfigur i en Bourne-film. Uden at afsløre for meget kan man konkludere, at Paul Greengrass er gået Bourne-classic. Greengrass, som instruerede både den anden og tredje af Bourne-filmene, har både skrevet, produceret og instrueret ”Jason Bourne”.

Alt er ved det gamle. CIA har søsat endnu et hemmeligt agentprogram. Jason Bourne skal infiltrere det for at afsløre dele af sin fortid. Ja, selv gode gamle Nicky Parsons (stadig spillet af Julia Stiles) dukker op for at hjælpe Bourne.

Da vi kommer ind i historien, lever Bourne det stille liv som græsk MMA-kæmper. Men før man ser sig om, har Parsons fået ham viklet ind i en større konspiration, som trækker tråde helt tilbage til de glade Treadstone-dage, og som også involverer hans far. Og så går den livlige agentjagt ellers igennem Athens gader. Bagefter Berlin. Siden London. Og til sidst Las Vegas.

Som kakerlakker ud af et kinesisk gadekøkken vælter det altid frem med CIA-chefer, som har et horn i siden på Bourne. Denne gang er det CIA-direktør Robert Dewey, spillet uden meget passion af Tommy Lee Jones. Bedre er Alicia Vikander, som spiller Heater Lee – den Stanford-uddannede CIA-chef for Cyper Ops. Med en dejlig passiv aggressiv målrettethed arbejder hun sig igennem sagen med sin helt egen agenda.

Vincent Cassel (“La Haine”, “Les Rivières Pourpres”, “Black Swan”) spiller endnu et “asset”, som bliver sendt ud for at rydde Bourne af vejen. Han fylder desværre for lidt i den evige række af eksplosioner og nedskydninger af undværlige håndlangere.

Man mærker tydeligt, at siden den sidste Bourne-film har der været den lille sag med ham Snowden (i 2013). Snowden blev whistleblower på den amerikanske regerings omfattende overvågning af både amerikanske og udenlandske borgere. Især overvågningsprogrammet PRISM har meget klare paralleller til filmen. PRISM var den amerikanske regerings anvendelse af ”bagdøre” til at indsamle internetdata fra store cloud-udbydere som Google og Facebook.

Men filmen snitter kun diskussionen om frihed overfor overvågning og sikkerhed. Tempoet tillader ikke, at der bruges mere end godt et minut på denne i filmens øjne alligevel formålsløse diskussion. For hvis der er noget, man kan lære af Bourne-filmene, så er det, at der altid står en ny direktør eller chef klar, som hungrer efter at promovere nationens sikkerhed og sin karriere på bekostning af borgernes rettigheder.

Karakter

Hverken de rå effekter eller Vikanders fremragende Heather Lee ændrer på, at dette blot er en copy/paste af de gamle Bourne-film. Gammel vin på nye flasker giver i denne omgang tre popkorn.