“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Miles Ahead (28. juli 2016)

Anbefaling

For alle Miles Davis fans er denne film et must, og denne anbefaling kan sådan set bredes ud til alle jazz-fans. Hvis ikke man er til skæve rytmer, dreven trompet og lange sets på små tilrøgede værtshuse, kan man dog stadig få en masse ud af filmen. Men tempoet er adstadigt, og man skal holde ud at se et drama om en plaget sjæl, som kæmper for sin kærlighed og sin musik.

Analyse

Don Cheadle (”Traffic”, ”Ocean’s Eleven” og ”Iron Man 2+3”) har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i dette drama om den nu afdøde musikker Miles Davis. Davis er en af jazz-historiens største skikkelser, men hans indflydelse på musikken strækker sig langt videre. R&B, rock, hip-hip og pop skylder alle til Davis. Davis er ikke mindst kendt som en af de helt store fornyere af jazzen. Ikke kun i sine unge år, men helt til sin død skubbede Davis den musikalske udvikling fremad. Han var selv en fantastisk trompetist, men optrådt ind imellem også på klaver.

To centrale begreber er rare at kende til inden, at man sætter sig foran lærredet og ser "Miles Ahead". I sine unge år var Davis med til at udvikle og popularisere genren cool jazz. Cool jazz fremstår – til forskel fra den tidligere bebop – mere melodisk og med en lettere tone. Cool jazz tager derfor også ofte udgangspunkt i klassisk musik eller folkemusik. Samtidig spiller blæserne ofte længere toner. De hurtigere skalaer og løb bliver afløst af lange passager, hvor kunstneren trækker enkelte toner. Ved siden af cool jazz var Davis også foregangsmand inden for modal musik og modal improvisation. Hvor traditionelle jazzmusikere ofte flittigt ville skifte toneart og udføre meget komplekse harmoniske løb, fremhævede Davis vigtigheden af enkelthed og det melodiske. Musikeren skulle holde sig til de grundlæggende akkorder og skabe musik – ikke ud af kompleksitet, men ved at kombinere de grundlæggende elementer i den klassiske musikforståelse.

I ”Miles Ahead” møder vi Miles Davis i 1979, hvor han kæmper for at lave et comeback, og en af filmens helt centrale spørgsmål bliver, om dette vil blive en succes. Som symbol på Davis’ kamp for sin musik, bruger Cheadle et demo-bånd, som indeholder Davis’ eneste nye musik siden, at han trak sig tilbage. Igennem hele filmen kæmper Davis for at beholde ejerskabet til båndet, som parallel til hans kamp for et kunstnerisk comeback overfor et produktionsselskab, som alene fokuserer på profit.

Til at drive handlingen har Don Cheadle opfundet musikjournalisten Dave Braden, spillet rutinepræget af Ewan McGregor (”Trainspotting”, ”Star Wars” og ”Big Fish”). Braden presser igennem hele filmen på for, at Davis skal bryde ud af sit destruktive otium og fuldende sit comeback.

Med jævne mellemrum springes der fra den rå nutid tilbage til en mere afslappet og romantisk fortid, hvor man gennemlever Davis’ forhold til danseren Frances Taylor. Hun blev Davis’ første kone i et ægteskab, der holdt 10 år (1958-1968). Taylor når i den periode at optræde på forsiden af tre af Davis’ udgivelser, og filmen mere end indikerer, at Taylor har fungeret som muse for Davis. Ja, Cheadle går så langt som at tilskrive Taylor æren for, at Davis finder på et af de grundlæggende elementer i den cool jazz, nemlig de lange toner. Som en danser, der i en positur holder sit publikum fanget i åndeløs fascination, vil Davis holde publikum fanget af den enkelte tones renhed.

Cheadle undgår behændigt at nævne Davis’ to andre koner, hvoraf den sidste – Cicely Tyson – var kraftigt medvirkende til det comeback, som er filmens omdrejningspunkt.

Endelig møder vi den unge kommende trompetist ”Junior”, spillet af den i Danmark ukendte, men talentfulde Keith Stanfield (”Short Term 12”). Junior er et dyk tilbage til den unge Miles Davis og hans kamp mod heroinen, og i ham spejler Don Cheadle fortid og nutid.

Filmen er ikke spækket med referencer til de mange af jazzens giganter, som Davis har mødt og påvirket, men man løber dog på orkesterlederen Gil Evans, som inspirerede Davis til verdens til dato mest solgte jazz-album – Kind of Blue. Evans var også med til at producere albummet, der har lagt navn til filmen – Miles Ahead.

I sidste ende bliver filmen dog hverken en film om Miles Davis eller om hans musik. Cheadle har udvalgt dele af Davis’ liv og digtet sig til resten. Billederne bliver Cheadles ekspressionistiske iscenesættelse af den musik, som aldrig bliver andet end et bagtæppe til handlingen.

Karakter

En spændende tour de force med Miles Davis’ indre dæmoner og en flot skuespilpræstation af Don Cheadle ender en smule uforløst. Cheadle har taget sig store friheder i manuskriptet, men man kommer aldrig helt ind bag facaden og mærker de sjælekvaler, som holder Davis fra musikken i 5 år. Båret af Cheadles egen skuespilpræstation og Davis’ fremragende musik, kan det blive til fire popkorn.