“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


The Big Friendly Giant (Den Store Venlige Kæmpe) (22. juli 2016)

Anbefaling

Lad det være sagt med det samme. The Big Friendly Giant (BFG) – eller Den Store Venlige Kæmpe (SVK), som den hedder på dansk – er en børnefilm. De dramatiske udsving er ikke store nok til, at de vil kunne fange et voksent publikum. Samtidig er den indlagte humor ikke af den fine slags, hvor der både er noget for voksne og børn.

Skal du have børn, børnebørn eller nevøen/niecen med i biografen – og er de i alderen 7-13 år, så er der næsten en sikker vinder. De lidt mørkere temaer og den evige risiko for at bliver spist afholder filmen fra at være egnet til de yngste.

Hvis du selv vil se en både rørende og sjov animationsfilm, så drop biografen og hiv ”UP!” ned fra hylden – hvor den forhåbentlig står i første række.

Anmeldelse

BFG er historien om det umulige venskab, troen på det magiske og drømmen om det normale. Vi møder børnehjemsbarnet Sophie, som lever i en blanding af frygt for og fascination af nattens magiske væsner – herunder ikke mindst kæmper. Og så går det hverken værre eller bedre end, at hun en nat bliver bortført af én – med hvad dertil hører af problemer. Ikke mindst set i lyset af, at kæmper normalt er menneskeædere.

Mellem kampene mod de menneskeædende naboer i kæmpeland, forsøger Sophie at få et normalt forhold til hendes nye kæmpeven. Samtidig drømmer hun om at være en normal pige med en normal familie.

Filmen bygger på en bog fra 1982 af engelske Roald Dahl (norske forældre), som også har skrevet ”Jimmy og den store fersken” samt ”Charlie og chokoladefabrikken”. Bogen og filmen følges i det store og hele, men med en markant forskel i afslutningen, hvor Sophie i bogen flytter ind i en hytte ved siden af det, der bliver kæmpens slot.

BFG er instrueret af den rutinerede Steven Spielberg (E.T., Indiana Jones, Schindlers Liste, Saving Private Ryan). Filmen er da også kørt med sikker hånd. Kæmperne m.v. er indarbejdet i filmen ved hjælp af computergrafik.

Foran kameraet har Spielberg placeret henholdsvis Mark Rylance som kæmpen, og Ruby Barnhill som Sophie. Sidstnævnte i hendes første filmrolle, mens Mark Rylance har en lang karriere bag sig og bl.a. vandt en Oscar og en BAFTA for bedst birolle i ”Spionernes Bro” (2015), som ligeledes er instrueret af Spielberg. Barnhill bliver ind imellem lidt overspillet for min smag, men det er næppe noget, der bekymrer et yngre publikum. Samtidig er Rylance fantastisk som kæmpe. Godt nok spiller han igennem motion capture, men det gør han også fremragende.

Et af filmens hovedtemaer er drømme. Hvad er de? Hvor kommer de fra? Og hvordan er deres relation til virkeligheden? Sophie drømmer om en rigtig familie, men samtidig arbejder kæmpen med at indsamle og fordele drømme. Også mobning bliver taget op, idet de andre kæmper behandler BFG som en andenrangs kæmpe. Endelig opdager Sophie også, at BFG har haft et andet barn boende tidligere. Desværre bliver hverken drømmetemaet, mobningen eller forholdet til det tidligere barn behandlet i bund. Dertil fylder slapstick og toilethumor simpelthen for meget i filmen. Og det er synd.

I første halvdel af filmen løber Sophie rundt med Dickens romanen "Nicholas Nickelby". Romanen handler om den faderløse Nicholas N., som efter sin faders død er tvunget til at tage arbejde på et forfærdeligt børnehjem for at forsørge sin mor og søster. Meget ondt skal den unge Nicholas igennem inden, at han til sidst får hævn over sine fjender og kan flytte til sin hjemstavn med kone og formue. I bogforlæget til The BFG er det BFG, som ejer bogen og har lært at skrive ved at gennemlæse den hundredvis af gang.

Karakter

BFG er sikkert håndværk fra en af filmhistoriens helt store instruktører toppet op med en fremragende skuespilpræstation af Rylance som BFG. Men filmen trænger aldrig helt igennem lærredet, og der er lidt for langt mellem snapsene – også for det yngre publikum. Fire flotte popkorn kan det blive til.