“Everything I learned I learned from the movies.”

- Audrey Hepburn


Star Trek - Beyond (22. juli 2016)

Anbefaling

Er du glad for hæsblæsende action, vilde effekter, rappe one-liners og vægtløs 3D-voldskoreografi, så vil du elske Star Trek - Beyond (ST - Beyond). Kan du se igennem fingre med et slapt manuskript og en forvirret skuespillerpræstation af filmens centrale hovedperson, så er der ingen grund til ikke at gå ind og se denne film.

Hvis du derimod er til lange æstetiske filmklip, dybe replikskifter, karakterudvikling og interessante filmplots, som giver stof til eftertanke, så bliver du nok skuffet. 

NB: Trekkie alert! Du skal regne med, at Patrick Stewart som kaptajn Lean-Luc Picard havde flere replikker i et TV-afsnit af Star Trek: Next Generation, end Chris Pine som James T. Kirk har i hele ST - Beyond. Dette er IKKE Gene Roddenberry-versionen af Star Trek universet.

Anmeldelse

Uden at afsløre for meget kan man konstatere, at det meget tidligt i ST - Beyond bliver hamret fast med syvtommer-søm, at Starfleet i J.J. Abrams versionen må være overtaget af tidligere amerikanske politifolk. Det legendariske "Prime directive" synes at være blevet omformuleret til: "Skyd først, spørg bagefter."

Abrams har til denne tredje af de nye Star Trek-film (13. i alt) allieret sig med instruktøren Justin Lin. Lin har bl.a. stået bag "mesterværket" "The Fast and The Furious: Tokyo Drift", og han har generelt bidraget meget til F&F-serien. Man kan således allerede på valget af instruktør se, hvilken vej Abrams gerne vil med film-serien. Tempoet er nådesløst. Rumskib efter rumskib bliver smadret i endeløse eksplosioner. Knoerne bliver hvide, når fingrene borer sig krampagtigt ind i styrepinden – altid på randen af menneskehedens totale undergang. Ud er røget earl grey og klassisk musik. Ind er kommet spiritus og hård rock - bogstavelig talt, idet nummeret ”Sabotage” af Beastie Boys spiller en central rolle i en af filmens hovedscener.

Mandskabet er stort set intakt fra den seneste Star Trek – Into Darkness. Det bliver dog sidste gang, at vi ser Anton Yelchin som navigatøren Pavel Chekov. Yelchin omkom i en bilulykke i juni 2016.

Mandskabet er også filmens og Enterprises største force. Man må dog konstatere, at Chris Pine har svært ved at fylde stolen ud efter William Shatner og Patrick Stewart. Godt nok har Pine ikke mange replikker at arbejde med, men selv når han har, virker han usikker og forvirret. Hvis han i den samme scene skal fremsige mere end én sætning eller lave mere end ét ansigtsudtryk, er han udfordret.

Zachary Quinto er tilbage som Spock. Den altid logiske og afbalancerede 1. styrmand på Enterprise. Det er måske ikke helt fair at sammenligne Quinto med den legendariske Leonard Nimoy, som spillede Spock i både de første fem Star Trek-film, men også efter en tidsrejse havde biroller i de to nyeste film. Quinto kæmper med at udstråle den visdom og faderlige aura, som Nimoy ofte lykkedes med ombord på den ”gamle” Enterprise. Her kan alder næppe fornægtes. Da Nimoy i 1979 første gang optrådte på det store lærred som Spock, var han 48. Quinto er efter sin tredje Star Trek-film kun 39. Man skal tilbage til de oprindelige serieafsnit fra slutningen af 60'erne for at finde en ung Nimoy.

Til gengæld er dynamikken mellem Spock og skibets læge Leonard McCoy uovertruffen. Carl Urban, som spiller Leonard McCoy, leverer igen en fremragende præstation. Uanset om Spock og McCoy kravler, løber eller flyver, sker det altid med et skævt smil, en hurtig replik og en gensidig respekt, som løfter hele filmen.

John Cho er tilbage som Hikaru Sulu. Og som noget ganske interessant afsløres det, at Sulu lever i et mand-mand forhold og har et adopteret barn. Brokeback Mountain er ikke længere siden end, at det for nogen sikkert er kommet som en overraskelse, at Star Trek har turde samle den handske op. Men ud over Takei, som spillede den oprindelige Sulu, og som er erklæret homoseksulet, er der ikke nogen, som har reagere negativt på denne afsløring. Sulu får da også det sidste ord overfor Kirk. Da de sidder på broen i en oldsag af et rumskib, og Kirk bekymret spørger ham, om han nu også kan flyve det? Hvortil Sulu med foragt og såret stolthed drejer hovedet og nedstirrer Kirk med ordene: ”Are you kidding me!?” Og så var den sag ligesom uddebatteret.

Også Simon Pegg er tilbage som maskinmesteren Montgomery Scott, og det bliver ham, der skaber kontakten til Jaylah. Den ”lokale” samler/ingeniør, som bliver spillet af en stærkt sminket Sofia Boutella. De færreste vil nok genkende Boutella, men det var hende, der spillede den springstærke og dødelige assistent Gazelle for Valentine (Samuel L. Jackson) i ”Kingsman: The Secret Service”.

Simon Pegg har også været med til at skrive filmens manuskript, men det skulle han måske have holdt sig fra. Abrams og Lin har ikke villet dvæle ved lange dialoger og stille passager til fordybelse – så langt så godt. Desværre er der simpelthen for mange huller og lette løsninger.

Der bliver ellers slået et meget stort brød op. Både Kirk og Spock skal i løbet af filmen igennem hver deres eksistentielle kriser, som udfordrer der tilknytning til Enterprise. Enterprise bliver overfaldet af en nærmest uovervindelig modstander gemt i en stjernetåge og ledet af Krall – en følelseskold despot med en ukendt fortid. Og det hele er viklet ind i en mystisk historie om baggrunden for, at alt det her egentlig sker. Hvorfor sidder der en desillusioneret massemorder i en stjernetåge, hvad er det egentlig for et våben, han har anskaffet sig, og hvorfor har Føderationen anlagt en af sine nyeste og største rumbaser lige rundt om hjørnet? Som historien skrider frem, vil man begynde at undre sig. Samtidig skal man som biografgænger sluge større og større kameler for, at det giver mening, at det gode mandskab på Enterprise kan løse situationen. Og det, der kunne have været et spændende plot-twist om svigt og forræderi, ender med at være en ligegyldig historie, som fortaber sig i Starfleets annaler.

På det filosofiske plan har Star Trek også flyttet sig fra sit oprindelige udgangspunkt. Man var i sin tid ikke bange for at tage en politisk diskussion. Star Trek IV: The Voyage Home, må nærmest karakteriseres som en økoflipper-film, hvor udryddede pukkelhvaler skal hentes i fortiden.

I dag rører man kun nødigt de svære politiske spørgsmål. Som ovenfor nævnt afsløres det i et enkelt klip, at Hikaru Sulu er homoseksuel, men man kan ikke beskylde Abrams og Co. for at dvæle ved det. ST – Beyond forsøger at opbygge en modsætning mellem på den ene side mandskabets sammenhold og samarbejde, og på den anden side Krall's fokus på individet og fremskridt igennem kamp og lidelse. Ideen bliver bare aldrig til andet end replikker. Den underbygges ikke af handlingen, hvor Krall er lige så afhængig af sine mænd, som Kirk – ja, hvis ikke mere.

Karakter

Selv inden for sit eget univers når Star Trek – Beyond ikke helt i mål. Dertil er plottet for tyndt, og Chris Pine leverer en præstation, som er for forvirret. Abrams og Lin serverer en Star Trek-film, der ligger meget langt fra Gene Roddenberry's oprindelige tanke. Man får i dag serveret en krydsning mellem Michael Bay og John Woo – tilsat et ordentlig skud LSD. Det får man tre popkorn for.